Springer ud som iværksætter - aaaargh!

Fucking fantastisk mor – fordi de fortjener det…

74995cfc20be9cd9cf826adbdb4bd163

I dag har jeg været lige præcis den mor, som jeg gerne vil være. Det er jeg desværre ikke altid. Arbejde, logistik, hverdag og tanker om mit kommende firma fylder meget. Men i dag har jeg været lige præcis dér, hvor mine børn har haft brug for mig – og ageret ud fra lige præcis deres behov.

Skiftedagen er svær for dem, stadigvæk. de har nydt at være på weekend hos deres far, at være sammen med ham, have hans opmærksomhed, reconnecte med ham – og nu er den slut, det er svært at være delebarn, uanset at deres forældre trives i situationen, taler godt sammen, griner sammen og i det hele taget opfører sig ordentligt over for hinanden.

Det var skiftedag i dag.

Min datter græd, afsked er en ubehagelig størrelse. Jeg trak hende ind til mig, mærkede hende og gav tid – ikke ord. Hun kom sig relativt hurtigt – indtil hun skulle sove, så blev hun trist igen.

Vi holdt i hånden, var stille, jeg kunne mærke hendes vejrtrækning blive rolig, hun var tryg og kunne mærke, at jeg var med hende i nuet, forstod og rummede hendes sorg, hun faldt i søvn og ligger nu der, som en lille engel der ved, at jeg passer på hende.

Nede i stuen sætter jeg mig hos min søn, kigger ham ind i øjnene – ser hans fine sjæl – og spørger, hvordan han har det, sådan rigtig har det. Han plejer at være stærk for sin søsters skyld, jeg prøver at trække det ud af ham, men han er sej – og så meget STOREBROR, at man tror, at det er løgn.

Først taler vi om de dejlige ting, som de har oplevet med deres far i weekenden, taler om, at vi nu er 2 treenigheder, som absurd nok har et stærkere bånd end før skilsmissen. Så taler vi om hans lillesøster, at det er svært at være hende indimellem – han vil så gerne hjælpe hende, han elsker hende.

Og så, endelig, lader han masken falde, er den lille dreng, som han skal være. Tårerne presser sig på, ordene er lidt længere om at komme. Han er overfyldt. Overfyldt af oplevelser, hensyntagen til sin søster, sejhed, forandringer.

Vi taler, længe og han betror sig til mig, taler med mig og jeg lytter, helt uden forbehold og mine tanker er ingen andre steder, bare dér hos ham. Han kunne mærke det, jeg kunne mærke det  – det var intenst, fortroligt og helt helt rigtigt.

I dag var jeg en fucking fantastisk mor. I dag var jeg fuldstændigt nærværende, lyttende og lige dér, hvor mine børn havde brug for, at jeg var. I dag var jeg den mor, som alle børn fortjener og det er den bedste af alle slags dage.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Springer ud som iværksætter - aaaargh!