At lære at være mig – kun mig – igen…

Det er 15 år siden jeg sidst boede alene – 15 år!

Og helt ærligt, så havde jeg ikke forestillet mig, at det nogensinde skulle ske igen – ikke før jeg som 93 årig sad som enkefrue på et plejehjem.

Men sådan er tilværelsen så uforudsigelig – nu er jeg her altså igen –  og jeg er kun 40 – og jeg er ikke enkefrue – bare fraskilt om et øjeblik – hm!

INTET bliver helt, som man forestiller dig – men det her ligger sgu i den diametralt modsatte ende af skalaen i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig.

Nå, man må spille med de kort man har på hånden – så det vil jeg gøre – skal lige skelne farver og værdier fra hinanden, så er jeg med igen.

MEN, det er sgu mærkeligt at vågne op – i et hus, der engang var rammen om en kernefamilie med mor, far, to børn (endda en dreng og en pige), 2 katte og flere biler i indkørslen – helt alene.

Ungerne er hos deres far, det er ‘hans’ weekend, så jeg har jo mulighed for at sove længe, lave ingenting, bare nyde roen….

Jeg starter i det små, sover heeeeeelt til kl 6:57 – giver den gas og feder den i hele 2 minutter, bliver så rastløs og står op. Går ned i køkkenet, heldigvis mijaver katten – ellers ville her jo være skræmmende lydløst (jeg er ikke nået til stadiet, hvor jeg taler med mig selv – endnu – men det kommer nok) – jeg laver en kop kaffe, åbner terrassedøren, sætter mig i solen – og bilder mig ind, at det da er meget rart. Er dog ikke helt overbevisende – eller overbevist.

Altså, efterhånden som ens børn bliver større, ældre, så bliver der frigivet mere tid til én selv, der sker gradvist og næsten umærkeligt – men ved skilsmisse kommer det som en bombe, der bare sprænger ALT til atomer – på et splitsekund.

Det er faktisk ikke fordi jeg savner ungerne – jeg ved de har det dejligt, de er jo hos deres far. Det er ikke fordi jeg savner deres far – den del er jeg også helt afklaret med. Det er bare det, at når man nu får en masse tid foræret, som man ikke ved, hvad man skal stille op med – hvad fanden gør man så med den?